Badminton i den nye hal
Skovshoved i Golden Set. Referat fra kampen.
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Simon Melbye
Dato: 27-09-2012 18:20:54
Kategori: Generelt
     

Tirsdag aftens kamp mod Værløse blev lige akkurat vundet af hjemmeholdet efter et golden sæt.

Skovshoved var på papiret favoritter mod Værløse lige indtil kort før kampstart hvor SIFs træner fik tre afbud. Ud gik Christian Lind, Mads Pieler og Mette Schjoldager grundet sygdom og skader. Ind kom veteranerne Daniel Damgaard, Jonas Glyager og Mette Viscovich. Dette ændrede en hel del på favoritværdigheden og så alligevel ikke!?

Værløse havde dagen før kampstart forventet at SIF ville stille med stærkeste opstilling, og af samme årsag havde nordsjællænderne ændret en smule på opstillingen for at være sikker på to point i damesingle og damedouble. Udeholdets omrokering blev afgørende for det endelige resultat og fordelingen af de tre point i SIFs favør.


Dette lyder en smule indviklet men Værløses Tine Baun var flyttet til damedoublen for at styrke den og det var tydeligt at udeholdet håbede på at Anna Thea kunne vinde damesinglen over SIFs Natalia Rohde der stadig havde sin første sejr til gode i Ligaen. Dette skete bare ikke!

 

Skovshoved vandt deres herredouble og 1. herresingle helt forventeligt. Som tidligere nævnt måtte Mads Pieler sidde ude med skade og han blev erstattet af Jonas Glyager som fik comeback og skulle danne par med Julie Houmann. Dette blev ingen succes!

Det samme må man desværre sige om Daniel Damgaard der mødte den unge Mikkel Mikkelsen. Daniel har ikke den samme speed som tidligere og hans modstander satte skovseren på plads på ca. tyve minutter.

 

I hvad der snart kan betegnes som SIFs største udfordring, damedoublen, var det kun helt naturligt at Mette ”la vecchia signora” Viscovich og Anne Skelbæk kom til kort mod, tidligere nævnt, Tine Baun og Helgadottir. Skovserne havde ikke meget at skyde med og omrokeringen af Tine Baun syntes unødvendigt i bagklogskabens klare lys.

 

Det skindene lys for SIF var derimod Natalia Rohde på denne kolde efterårsaften. Natalia fik i sandhed sat en fed streg under at hun bør være blandt de fem unge damesingler der satses på frem imod OL i 2016. Mere imponerende er at det er Anna Thea Madsen også der stod på den anden side af nettet. Tirsdag aften var Natalia klasser bedre end sin ”OL-kompetant” hvilket hun beviste over to hurtige sæt.

Havde hun derimod mødt Baun havde tingene nok set anderledes ud!

 

Skovserne udnyttede de muligheder de havde til fulde og holdet fik to point ud af tredje runde af Badmintonligaen hvilket Henrik PK var meget godt tilfreds med.


At Værløse tilmed valgte at spille herresinglen i golden sæt var, ud over en sær beslutning, en gave for sygdomsramte skovsere.

 

Næste kamp er ikke længere væk end Gentofte hvor lokalrivalerne skal stå ekstraordinært tidligt op hvis ikke de skal tabe alle tre point!

Simon Melbye



 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk