Københavns U11-hold med SIF-deltagere
DM til U11-kredshold med SIF-spillere
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Henning B. Clausen
Dato: 07-11-2012 11:28:17
Kategori: Generelt
     

Ved weekendens U11 DM for kredshold på Fyn vandt Københavns Badminton Kreds for andet år i træk titlen. Skovhoveds stærke U11-årgang var flot repræsenteret ved Jacob Hjorth Jensen, Marcus Viscovich og Axel Parkhøi.

Det blev til sikre sejre på 9-0 over Fyn og Nordjylland samt en lidt mindre sikker sejr over Midtjylland. Derefter skulle der spilles finale mod Sjælland. Københavns kredsen råder over den bedste drengeside i Danmark, og til gengæld råder Sjælland over den bedste pigeside i Danmark. Så på forhånd var det ventet, at mixdoublerne ville blive afgørende. Det holdt da også stik. Axel vandt sikkert 1 HS, Axel og Marcus vandt sikkert i 1 HD, København vandt også sikre sejre i 2 HS og 2 HD, og Sjælland tog sig af de 3 rene pigekampe. I 1 MD spillede Marcus en flot kamp, men tabte desværre i 3 sæt. Københavns 5. sejr kom så heldigvis i 2 MD efter et drama, som endte 22-20 i 3 sæt efter matchbold til Sjælland ved 19-20.

Jacob spillede ikke mod Sjælland, men han sikrede 2 sejre til København mod både Fyn og Nordjylland. Udover kampene mod Sjælland spillede Axel og Marcus yderligere 5 kampe hver, som alle resulterede i sejre. Så det må siges at de unge SIF’ere fik sat deres aftryk på den Københavnske sejr.

Udover den naturlige glæde ved at vinde titlen var det en god oplevelse for drengene at være af sted som et hold med de andre københavnere, som de jo ellers normalt kæmper imod til diverse turneringer.

Vedhæftet billede: Det københavnske vinderhold

Bagerst fra venstre: Anna Sofie Haugaard, Gentofte – Rebecca Thorup, Hvidovre – Jennifer Kir Hansen, NBK Amager – Marcus Viscovich, Skovshoved – Marcus Rindshøj, Lyngby. Forrest fra venstre: Mette Werge, Hvidovre – Victor Ørding Kauffmann, Gentofte – Jacob Hjorth Jensen, Skovshoved – Axel Parkhøi, Skovshoved.



 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk