SIF i samarbejde med Peter Gade og GBK
Klub: Skovshoved Badminton
Publiceret af: Jesper Langemark
Dato: 01-09-2013 23:09:03
Kategori: Generelt
     

SIF i ambitiøst samarbejde med GBK og Peter Gade!

SIF har en klar ambition om at bevare og forbedre sin position som en af Danmarks førende ungdomsklubber.

Som led heri har SIF siden årsskiftet deltaget i et ambitøst projekt med GBK om et talentkraftcenter under Badminton Danmark for områdets mest talentfulde spillere. Målet med talentkraftcentret er at udvikle de bedste talenter i den nordlige del af Storkøbenhavn, så de senere kan begå sig på Badminton Danmarks landholdstræning og på sigt udvikle sig til topspillere i verdenseliten.

Fællestræningen forestås af Peter Gade og Jim Laugesen. Der er 4 ugentlige fællestræninger, fordelt på de to klubber. Herudover er der fokus på individuel rådgivning, målsætning, life skills og fysisk træning.

Træningen koordineres med klubbens trænere og bygge videre på det gode arbejde, trænerne i både GBK og SIF lægger for dagen.

Målgruppen er klubbernes dygtigste og mest ambitiøse U15 – 19 spillere. De spillere, det i første omgang deltager i træningen fra SIF er er Claudia Paredes, Marco Paredes, Sofie Kierkegaard og Emil Langemark. Også andre af SIF’s talenter i den relevante målgruppe vil på sigt få mulighed for at deltage, da der er tale om et flerårigt projekt.

De foreløbige erfaringer med projektet er særdeles positive. Spillerne er begejstrede for træningen og har allerede vist gode fremskridt. Og Peter Gade har - ikke uventet - vist sig som en exceptionelt god, men også meget krævende træner, der forstår at presse det maksimale ud af spillerne hver gang!

Mette Viscovich, formand for USU udtaler:

"Vi er meget glade og stolte over samarbejdet med Peter Gade omkring talentkraftcenteret. Det et ambitiøst og visionært projekt - og en unik mulighed for vores bedste ungdomsspillere. Det er i høj grad et projekt, der er med til at markere Skovshoved på landkortet som en klub, der virkelig satser på ungdomsarbejdet. Vi er også meget glade for samarbejdet med GBK, som vi forsøger at udvide på andre fronter. Vi håber med tiden at kunne opbygge et fælles kraftcenter for de bedste ungdomsspillere i København og omegn - i stil med f.eks. Aarhus AB og ungdomssamarbejdet mellem Solrød Strand og Greve. Vi kan allerede spore fremgang blandt de spillere, der deltager i træningen og ser frem til at også andre af vores talentfulde ungdomsspillere med tiden får mulighed for at deltage i projektet,"

En gang skovser, altid skovser…



 

 
Skovshoved Badminton | Krøyersvej 5 A , 2930 Klampenborg | +45 39 45 01 80 | skovser@skovser.dk